Jeg overvejede kort at kalde indlægget for “Hadern the Fuck Up”, da den del af München hvor jeg er blevet bosat, hedder Hadern. Men jeg konkluderede at joken var for subtil, da kun de færreste af bloggens læsere har et godt nok kendskab til Münchens forstæder, til at ville værdsætte den. Men hvis jeg en anden gang skriver “Hadern the Fuck Up” er det altså ikke en stavefejl, men en joke.

Her ligger Hardern

Nåh, men til sagen:

Hvis vi starter med fugleperspektivet, så er Team Irunmen jo i bund og grund blot en samling amatører. Jeg mener at måden man måler amatører i en sport som denne, må være på ratioen af udgifter til sporten man betaler selv. Hvis vi definerer A som udgifter fra egen lomme divideret med fuldpris på alt det udstyr man skaffer/får i løbet af et år, så ser vi et en ren amatør, er en der betaler fuldpris for alt og samtidig betaler alt selv. Team Irunmen scorer ikke helt 1 på denne skala, men det er nok over 0,8. Ægte pro’er har en score på 0 (eller negativ).

Ok, det var endnu et sidespring… Som amatører må vi givet vis ernære os selv på andre måder end via sponsorer. Tre af holdets fire medlemmer har valgt at gå på den mest elskede overførselsindkomst blandt dem der elsker at hade overførselsindkomster, nemlig SU. Heriblandt undertegnede.

Jeg plejer at sige, at jeg kunne have læst tusind forskellige uddannelser, og være blevet glad for det. Jeg ville overordnet set også været blevet glad for at læse på CBS eller medicin, det gjaldt for mig om at finde det studie jeg tror kunne give mig de fleste muligheder. På samme måde tror jeg heller ikke på “den eneste ene”. Jeg tror der er (mange) mulige partnere som man vil kunne blive glad for (og leve lykkeligt med). Det handler alt sammen om graden af kompatibilitet. Det er virkelig ikke en særlig romantisk tanke, men jeg er nok ikke verdens største romantiker, og det er nok også derfor mit valg endte på økonomi studiet på Københavns Universitet.

Økonomisk Institut betragtes nok ikke som et sted, der arbejder for at udklække “hele” mennesker. I det hele taget mangler der i den grad “dannelses-delen” på Københavns Universitet anno 2013, men jeg har alligevel formået at få en hel masse med i bagagen undervejs. En stor del af min bagage skyldes dog også mine omveje, og det leder os tilbage til sagens kerne: München (kære læser, jeg beklager virkelig de mange omveje).

Jeg er taget til München, den Bayeriske Hovedstad, i fem måneder for at få min arbejdsdragt på… og liiiiige nå at hive de sidste par søde frugter af ungdomslivets træ, inden det bliver til arbejdslivets 9-17-træ.

München er altså stedet hvor jeg, for første gang siden andet år på bacheloren, har tænkt mig at score mere end 30 ECTS på ét semester (og så er München også gavnlig for sportslige karriereavancementer jvf. Andy Schlecks seneste udskejelser). Derfor er det måske ikke helt skidt, at de søde mennesker på Studentenwerk München valgte at placere mig i forstaden Hadern, der nok bedst kan beskrives som Münchens Lyngby. Her er masser af natur inden for få hundrede meter af mit kollegieværelse, og byens Hipster-fælder skal man cykle 8-10 km efter. Nu skal det dog nævnes, at München geografisk set spreder sig lidt bredere end KBH. Hadern er således udstyret med metro, og i det offentlige transports zonesystem, er det zone 1 (indre by), ud af i alt 4 zoner/ringe.

Det var altså lidt et dilemma, da jeg så blev tilbudt et (ret dyrt) værelse inde i centrum. Ja eller nej? Forstadskonge eller centrum-hipster? Well, jeg valgte forstaden. Jeg tror det er mere gavnligt for min arbejdsdisciplin – både den akademiske og den sportslige… Og så er jeg sku faldet til! (Er jeg blevet gammel og kedelig?)

Blomster. Hvordan holder man dem i live? Skal de bare have vand?

Jeg har efterhånden fået købt vaskepulver, og fået prøvet de forskellige kager i supermarkedet. Jeg har sågar købt blomster (som dog næsten allerede er visnet)…! Så det der første aften virkede som en skoldet fængselscelle i forstaden, er efterhånden blevet et hjem, jeg glæder mig til at komme hjem til.

Pt. går dagene med et sprogkursus og først i april starter det egentlige arbejde. Det har været nogle relativt stille uger på træningsfronten, men jeg får løbet og svømmet en del – og så er der minimum 150 transport km om ugen. Jeg glæder mig i det hele taget til at få min tyske arbejdshest på, og I skal nok blive opdateret, når det sker!

Servus!

En liter øl – Pressechefen er taget til Bayeren

Nr. 1: Ingen salt på vejene (men lidt grus) gør løb i frost grader til noget andet, end det det er derhjemme. Men det går.

Nr. 2: Masser af cykelstier, men ikke så mange cyklister, der bruger dem.

Nr. 3: Cykelstier bruges mest til at lufte hunde, hvorefter Pressechefen så kan køre dem ned. “Der Hund ist tot”…

Nr. 4: Tyskere er lige så gode til vigepligt i svømmehal, som på “die Autobahn”. Det gør myldretidssvømning til en lidt sjovere ting end i Øbro-hallen (hvor folk generelt er snot-dumme), men stadig ret nedern.

Nr. 5: Kan man tage en svømmeklub seriøst, når den hedder “Wasser-freunde”? Eller skal man lede efter noget, der lyder lidt mere hardcore?

Nr. 6: Jeg bliver fuld af en liter øl.

Nr. 7: “Alles ist super”

Nr. 8: Hvor er jeres bundesliga-hår? Hallo? Jeg føler mig snydt!

Nr. 9: Man kan ikke svømme med elastiker uden en pullbouy, det ligner Titanic.

Nr. 10: En hel hylde med speedos i sportsforretningen… Ja tak!

Endelig!

Efter 3 måneder med benhård træning på turbotræneren er jeg ved at gå til – jeg er simpelthen blevet så indebrændt og spændt, og derfor er det ekstra fedt, at det er lykkedes mig at arrangere en tur til ICAN MALAGA-stævnet i begyndelsen af april.

Jeg har aldrig haft så meget base, som jeg har pt. Jeg har aldrig været så indebrændt, som jeg er pt. Det bliver pisse godt i Malaga.

Selvom vi stadig er meget tidligt i sæsonen, så tror jeg således på et fornuftigt race. Jeg har fået trænet stabilt og kontinuerligt gennem hele vinteren, og jeg har løbet 70pct mere end tidligere på ugebasis. Mine svømmesplit har aldrig været bedre, og jeg ligger omkring 20watt højere på cyklen i forhold til CC 2012.

Derudover ser det ud til, at jeg får lov at køre racet på en helt ny maskine (Jonas og ES sætter en Specialized SHIV op til mig).

Der skulle gå 3 sæsoner, før jeg fik min prolicens. Den gang, jeg startede, var det kombinationen af en drengedrøm og et slags ’se mig’/CV-stunt at gennemføre en ironman.

Men det blev til mere end en drengedrøm og et CV-stunt, for Jeg blev bidt af det. Ikke så meget af det at træne, men mere af tanken om at man nu havde fundet en sportsgren, hvor man faktisk havde en chance.

Af frygt for at lyde hamrende arrogant, så siger jeg det alligevel – det var da afgjort fedt at gennemføre min første ironman – og det var da en oplevelse at komme på agegroup-podiet, men mest af alt så føltes det som et plaster på såret, for der var stadig langt op til de bedste. Det der agegroup har således aldrig rigtig sagt mig noget – formentlig også årsagen til, at jeg takkede nej til Hawaii i min anden sæson, for det var jo ikke det ‘rigtige’ VM.

Det der til gengæld har betydet noget for mit vedkommende, er afstanden op til de bedste. Derfor har det egentlig været mere en drengedrøm at få min prolicens end at gennemføre min første ironman, for det betyder, at jeg har taget næste step i udviklingen.

Jeg er derfor glad og stolt, og jeg glæder mig til sæsonen 2013.

Her kommer endnu et indlæg om hvor skør en sport triathlon er, og de reaktioner man får fra sin omverden. Og så forsøger jeg lidt selvransagelse.

Rigtig mange spørger hvordan man får tid til det hele, og ca lige så mange spørger om det ikke er kedeligt at træne så meget alene?

Svaret til begge spørgsmål – for mit eget vedkomne – er nok, at jeg er så meget egoist, at jeg tager mig den tid, jeg skal bruge, og jeg synes virkelig godt om mit eget selvskab, så 10+ timer ugen alene, er noget af det bedste selvskab, man kan få. Det lyder ret selvfedt, men det er sandheden.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide andre mennesker. Tværtimod – jeg nyder selvskabet fra mine venner. Jeg føler at jeg har en vennekreds, der stimulerer mig. Folk som jeg kan tale med – ikke bare snakke – om livet og vores finurlige verden.

Jeg ser heller ikke en modsætning i at være egoist og social anlagt. Men jeg må erkende, at jeg nok ikke er særlig loyal i den nærværende forstand. I hvert fald ikke på den der labrador-måde. Jeg er en kat, der deler ud af sit selvskab, når jeg har tid, og går igen når jeg skal ud at skide eller hellere vil slikke mit eget røvhul. Men hvis lokummet virkelig brænder, så skal jeg nok være der.

Det er et udpræget fænomen hos de fleste af de triatleter, jeg kender. Men man bliver sgu heller ikke god, hvis man tror man samtidig kan nå 100.000 andre ting. Det er nok også derfor hele holdet, på nuværende tidspunkt, er singler.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg på dette tidspunkt skal undskylde. Sociale konventioner siger, at egoister lidt er nogle idioter, og derfor føler jeg måske et ydre pres til at undskylde. På den anden side har jeg ikke tænkt mig at gøre noget ved det. Jeg vil også være en egoist når jeg står op i morgen. Jeg kunne skyde skylden på tiden, sige at det er noget med postmodernitet og internettet. Men for mig handler det også om at få noget konkret ud af min tilværelse. At kunne se, at jeg rykker mig. Og den trang opstår nok fordi jeg har et ego, der skal pudses.

Sådan er det bare. Der er koldt og ensomt på toppen, men det hjælper at have et røvhul der smager godt.

Jeg føler mig som en professionel triathlet – bare uden penge – sikke et liv!

Jeg træner således mere seriøst end nogensinde. Jeg har også taget på – 4kg i forhold til kampvægt – men jeg er ikke blevet fed. Derimod er jeg blevet stærk. Bukserne fortæller mig, at lårene er vokset, og det gør wattene i øvrigt også! Og så skyldes det formentlig den HTFU-styrkesvømning, som Andenkøreren og jeg praktiserer i Bellahøj for tiden – når man nu ikke er teknisk dygtig, så kan man jo i det mindste blive stærk.

Jeg har aldrig løbet så mange km, som jeg gør lige nu. Basen er der, men det er farten ikke. Sidste år fik jeg 10 ugers base inden CC – det har jeg allerede nu…

Hvis jeg kun trænede lystbetonet, så ville jeg ca. træne en fjerdedel. Så ja vinteren skal bare overstås, og så tager vi det sjove til sommer..

Christian Ravn har valgt at interviewe Andenkøreren for at høre om hans tanker om 2012, og om hvordan planerne ser ud for 2013.

Hej Andenkører. Tak for fordi du vil tage dig tid til at snakke med mig.

Det var så lidt Christian, selvom det er en lidt skizofren oplevelse, så er det en stor ære at blive interviewet af så stor en kanon som dig.

Det var da så lidt, æren er helt på min side. Hvordan går det for tiden, sidder der stadig julesul på kroppen?

Jeg er absolut ikke i topform, men det kunne være meget værre. Løbemængden har faktisk været fin de sidste par måneder. Jeg løb Spartas nytårsløb, 10km på 36:08, hvilket var meget fornuftigt taget i betragtning, at jeg stort set ikke har løbet nogle km under 4:00 siden IM Wales. Svømningen er ligeledes okay, jeg har haft flere gode HTFU-pas med Førstekøreren. Cykling bliver der desværre ikke så meget af, men det er heldigvis også min stærkeste disciplin, så det gør ikke noget (red. antager ironi kan være brugt).

Ved første øjekast ligner det, at IM Wales, sad lige i skabet, var det også den fornemmelse, du havde under konkurrencen?

Egentlig ikke. Jeg var godt klar over at jeg havde haft en svømning over niveau (red. Andenkøreren kom opad vandet som nr. 31), da jeg kom med og før flere PRO’er. Cyklingen derimod var rimelig dårlig. Allerede rimelig hurtigt på cyklen blev jeg overhalet af den senere kvindelig vinder, og så vidste jeg ligesom, det ville blive en lang da på cykelkontoret.

Det var fandme pinligt at blive chicked på cyklen! Selvom du havde et godt resultat i Wales var du stadig 45min efter vinderen. Er det skræmmende, eller hvordan har du det med det?

Nu var 2012 kun min anden sæson, så jeg har slet ikke basen endnu som dem med flere år på bagen. Men jeg SKAL forbedre mig på cyklen for at komme højere op på resultatlisten, bør kunne lade sig gøre.

Når du ser tilbage på din 2012 sæson, hvad var så høj- og lavpunkterne?

Min tur til Brisbane var super! Mht. til det sportslige så lad os starte med det dårlige. Præstationen i Aalborg var gennemført ringe. Svømmede dårligt og løb helt elendigt. Blevet slået af Førstekøreren, som havde en marginalt bedre dag, selvom hans præstation heller ikke fortjener megen opmærksomhed.

Af højdepunkterne var IM Wales, og set i bakspejlet var mit race i Sydney også rigtig godt. Der formåede jeg at levere en solid præstation i alle tre discipliner. Blev slået med 3s af Justin Brewer, som i december var første mand i T2 i IM Western Australia og blev samlet nr. 10 samlet. Jeg cyklede trods alt kun 13s langsommere end ham, så jeg er ikke altid elendig på cyklen. Men der er et stykke op til Watt-monsteret Malthe Friis

Hvordan ser de foreløbige planerne ud for 2013?

Jeg skal køre duathlon i foråret – enten DM eller Blovstrød. Så DM Sprint, hvor jeg har den første duel mod Førstekøreren og 14 dage senere 70.3 Berlin med resten af TeamIrunmen. I august står den så på Challenge Copenhagen. Jeg ved endnu ikke, om der kommer en konkurrence til efteråret.

Til slut; er der ellers noget, vi skal vide?

Jeg rejser til Lanzarote på fredag på træningslejr/ferie, så det bliver lækkert at komme væk fra kulden; jeg er virkelig ikke bygget til det her klima. Ellers siger jeg mange tak for interviewet – altid en fornøjelse at snakke med dig Christian!

Min altoverskyggende målsætning for den kommende sæson 2013 er at komme i top 10 til Challenge Copenhagen. Da konkurrencevilkårene, efter min overbevisning, er forskellige såvel fysisk som psykisk ved deltagelse i henholdsvis pro-feltet og agegroup-feltet, så harmonerer en top-10-målsætning ikke med at konkurrere i agegroup-feltet.

Som udgangspunkt er jeg således ikke i tvivl – jeg vil køre pro.

Men det er desværre ikke så enkelt. Følgende er et uddrag fra ansøgningsskemaet fra Dansk Triathlon Forbund.

DTriF ønsker at kunne bede ADD (Anti Doping Danmark) om at kunne dopingteste de aktive under træning der har en DTriF-Pro-licens. For både at arbejde præventivt og afskrækkende mod doping og tilmed at kunne afdække snyd såfremt det skulle være tilfældet.

Denne testning skal dog finansieres hvorfor der fremover opkræves et gebyr på 1500,- dkr. årligt (kalenderår) for udstedelse af DTriF-Pro-Licens. Dette gebyr dækker langtfra alle omkostningerne ved en dopingtest.

I 2012 har vi haft 5 ”no shows” dvs. at ADD har forsøgt at indhente en dopingprøve uden at træffe vedkommende. Dette antal vil vi gerne minimere. Vi vil derfor opfordre jer til at være mere omhyggelige med at udfylde adresse og tidspunkt på jeres faste ugentlige træningssteder, samt udlandsophold.

Selvfølgelig skal der være mulighed for at teste atleterne – det må være et must og i alles fælles interesse, således at lige konkurrencevilkår kan praktiseres og optimeres.

For en atlet der forventer at køre en håndfuld stævner rundt om i verden, og som således ydermere ansøger om en WTC-licens, så virker gebyret på 1.500 kr. rimeligt, da omkostningen således fordeles ud på flere stævner – og specielt fordi en sådan atlet formentlig vil blive dopingtestet i løbet af sæsonen.

Problemet opstår derimod, når man som – sportsligt knap så ambitiøs – studerende skal betale 3.075 kr. i tilmeldingsgebyr plus et supplerende beløb á 1.500 kr. for at deltage som professionel til et enkelt DM-stævne som Challenge Copenhagen (knap 4.600kr.). Problemet vokser, når man – som mig – ligeså formentlig er alt for dårlig til nogensinde at komme i betragtning til en dopingtest.

Udelukkende vurderet ud fra et rationelt økonomisk perspektiv så giver det mening; for at dække sine omkostninger, så er man nødt til at have tilsvarende indtægter. Men vi har altså et problem, når det er de unge ’upcomming’ atleter, der skal betale for de ’rigtige’ professionelles dopingprøver (forudantaget, at det kun er landsholdsatleterne, der testes).

For at fremme en ren sport og dermed fremme lige konkurrencemæssige vilkår, så må det være et must med ’Where Abouts’. Men for mig personligt er det ikke muligt. Jeg er ikke professionel atlet. Jeg har målsætninger i livet, som jeg prioriterer højere end mine triathlon-drømme. Derfor kommer sporten i tredje række efter arbejde og studie, og således er jeg ikke i stand til ’omhyggeligt’ at udfylde informationer omkring mine ’where abouts’. Jeg træner med andre ord, når jeg kan.

Så for at vende tilbage og besvare spørgsmålet: Pro eller agegroup? Tjah det kunne da være, at man skulle overveje endnu en sæson som agegrouper.

24 tilbagelagt – 30 to go. Jeg er snart halvvejs gennem den grimme vintertræning. Tredive pas lyder måske ikke af meget, men når man forbinder det med turbotræning, så ryster de fleste i bukserne – der findes med andre ord ikke noget mere uinspirerende end at sidde og svede på turbotræneren.

Coach sagde engang: ”Hvis det virker, så det er sjovt nok til mig” – og jeg er enig.

Turbotræning er uden tvivl verdens mest effektive træning. At køre på turbotræneren minder lidt om at køre i bjerge – bare hårdere. Turbotræneren giver en belastning hele vejen rundt i trådet – ligesom når man kører i bjerge – og det er således med til at optimere dit tråd og gøre dig stærk. Ydermere giver det mulighed for at køre non-stop-intervaller, hvilket er urealistisk på landevejen, da der altid vil være sving, tissepauser, røde lys, gamle mennesker etc.

Jeg er halvvejs, og jeg har oplevet en massiv fremgang og ikke mindst en rigtig pæn PR. Jeg træner tre gange om ugen omkring 4timer i alt, og jeg ville ikke kunne holde til mere.

Nedenstående viser to identiske træningspas fra to forskellige datoer.

02-12-12:
15min@283 (puls 161)
15min@284 (puls 166)
15min@286 (puls 168)

13-01-13:
15min@306 (puls 162)
15min@307 (puls 166)
15min@311 (puls 168)

Nedenstående viser min generelle udvikling, siden jeg købte min powertap (20min all out-test på turboen).

17. Lasse Träff – manden kunne være vores morfar

16. Kim Højberg – Hurtigere end hurtigknepperen

15. Malthe Friis-Olsen aka Kuponen – Watt-monsteret, Martin Jensens arvtager…

14. Allan Steen – Mere eksplosiv end Tjernobyl

13. Martin Schøsler – Københavns farligste betjent

12. Rasmus Velling aka Pressechefen – Oksen fra Kødbyen og farlig med damerne

11. Ulrik Jessen – Røde Kros farligste raket

10. Rene Bøge – stabil bad boy siden 94

9. Anders Stampe aka Bigfoot – feltets største fødder

8. Camilla Pedersen – fordi hun er lækker!

7. Aleksandar Markovic – manden er serber

6. Faris Al Sultan – se på manden

5. Jonas Christoffersen – Feltets største overarme, no shit!

4. Andreas Borch – tysk maskine, kan drikke øl og alligevel blive nr. 10 i Roth – vi kalder ham Panzerwagon!

3. Ole Vinnergaard – Herr Vinnergaard spyr tisseballon

2. Morten Fenger -  Cand. Polit’s farligste hurtigknepper

(Tjek:  http://youtu.be/Fa0itD9jOZw?t=2m46s)

1. Jens Lünekilde – Stor kanon siden 82 – DK’s bedste tan og kvindetække!