Trainingwise har jeg haft det svært siden. Fysisk tog det længere end nogensinde at komme mig over ’bare’ en halv ironman – omkring 3 uger – og mentalt tog det endnu længere. Men jeg tog en bid af det sure æble og fik trænet nogenlunde, indtil for et par uger siden hvor motivationen så pludselig var tilbage. Lysten er tilbage, og jeg kan mærke at drømmene igen lever. Jeg ved godt, at jeg ikke er noget kæmpe talent, men jeg tror stadig på min chance på den helt lange distance. Der hvor talent betyder lidt mindre, og der hvor styrken betyder lidt mere.

Jeg har egentlig følt mig ok i træningen på det seneste. Cyklingen har jeg virkelig måttet kæmpe med, siden jeg kom ud på landevejen. Tilbage i april var min steady state-kadence på 60-70-stykker, hvilket er langt fra optimalt, for når jeg er skarp, så ligger den omkring 90. Den er så løbende øget, og da jeg kørte Shoot Out sidste weekend, så var kadencen der pludselig – omkring 90 i snit henover 91min – og sjovt nok så fulgte wattene også!

På løbet har jeg løbet mere end nogensinde, og jeg har aldrig været så komfortabel, som jeg er pt. ved 4.15-pace. Mens jeg til gengæld lider mere end nogensinde, når jeg kommer under 3.40-pace. Det er sindssygt frustrerende, men jeg må vel bare erkende, at min force ligger på den helt lange distance.

Derfor går jeg også ind til DM Sprint den næstkommende weekend med en del forbehold. Jeg forventer ikke noget vildt, men jeg vil derimod glæde mig og få det bedste ud af det. Min svømning har forbedret sig markant, og eftersom jeg efterhånden er ok cyklende, så kan jeg måske alligevel redde et godkendt resultat hjem – også selvom jeg ikke kan komme under 3.40 på løbet..

Løberuten bestod af omgange på 2,5km, men den har i realiteten været lidt kortere. De første 10km bliver der løbet rigtig rigtig stærkt. Søren Bystrup lagde virkelig hårdt fra land, og stort set allerede fra start var jeg væk fra, hvor det ellers er sjovt at være med. Det lykkedes dog at finde en okay rytme, hvor jeg løber med Esben Kaczmarek og vi kommer ind i T1 ca. 1min fra fronten.

På cyklen kommer jeg så ud med Esben Kaczmarek, hvilket viser sig at være meget heldigt for han cykel stærkt! Vi skiftes lidt til at tage føringer, men han tager klart det største sleb, da det ikke er walk-in-the-park bare at holde hans hjul. Undervejs i jagten på den førende gruppe samler vi nogle stykker op af dem som er faldet fra, men de vil ikke tage føringer, og andre kan ikke holde vores hjul, så det er hårdt arbejde hele vejen. Efter ca. 2,5 omgang af de 4 omgange lykkedes det os faktisk at komme op til fronten. Desværre for mig har jeg lige taget en god føring det sidste stykke for at hente gruppe, så jeg er meget presset da vi kommer op og håber lige jeg kan få en puster. Vi rammer gruppen lige inden en stigning, hvor der så bliver angrebet, og der kan jeg simpelthen ikke sidde med, så jeg ender med at sidde i frontgruppen i sølle 3sek eller noget i den stil, hvilket var lidt et slag i bollerne og for moralen. Derfra prøver jeg bare at komme til T2 så godt som muligt, men jeg har på det tidspunkt brændt utrolig mange tændstikker, og der er efterhånden ved at ophobe sig en hel del kramper. Ind i mellem kommer jeg lidt tættere på frontgruppen, når der går taktik i den foran, men aldrig rigtig tæt på igen. Jeg rammer dog T2 og ender med at få en ganske fornuftig cykelsplit, men det har også kostet rigtig mange kræfter.

Lige så snart jeg sætter cyklen er mine ben og mave en stor krampe, og det var ren overlevelse. Jeg laver et katastrofe skifte, da Lotto-kuponen ved en fejl har smidt sine sko ned i min kasse, og jeg derfor bliver helt forvirret over jeg ikke kan finde mine egne sko, og samtidig glemmer jeg også at tage min cykelhjelm af. Ude på løbet er det bare lort fra start af, der er absolut intet i benene, og jeg har kramper over alt. Efter 1,5km bliver jeg overhalet af Gregers Christensen, som jeg også havde cyklet lidt med til sidst, men han løber alt for stærkt, og jeg skal bare i mål. Men på trods af et sløjt afsluttende løb bliver jeg heldigvis ikke overhalet mere og jeg løber i mål som nr. 10.

Selve racet er jeg som sådan rigtig godt tilfreds med, jeg går all-in og tager chancen, og inden racet havde jeg en målsætning om top 10. Jeg sætter PR på 10km (selv hvis den havde været fuldlængde), og arbejder virkelig hårdt på cyklen for at komme op, hvor det er sjovt, hvilket så koster mig en del på det afsluttende løb.

Chapeau Peter Østergaard! Imponerende som han har kørt indtil videre i år

Cyklen kørte fremragende og var i hvert fald ikke årsagen – tværtimod reddede den måske min dag fra at blive en katastrofe.

Der er 2 måneder til Berlin, og det vil måske væreen ganske fornuftig ide at få lidt cykelkilometer i benene inden.

Englischer Garten from Rasmus Velling on Vimeo.

Jeg skal køre race om 8 dage, og jeg er spændt på resultatet. Men jeg ved med sikkerhed, at det vil give et udfald. Dette udfald afhænger af en række variable såsom ’ny cykel’, ’watt på dagen’ og ’vind og vejr’ etc., mens udfaldet også afhænger af en række konstanter.

Jeg ved, at jeg kørte 260watt i snit til DM i Aalborg, hvor jeg samlet cyklede på 2.15.50 og smed 7min til Dalgård (Dalgård kørte alene ligesom undertegnede og er derfor et godt sammenligningsgrundlag).

En tommelfingerregel er, at 15watt svarer til 1km/t, og vi ved, at 1km/t svarer til 4min over distancen 90km.

Vi ved, at vindmodstand udgør 80pct af den samlede modstand, vi oplever på cyklen. Vi ved også, at modstanden er voksende med farten i anden, hvorfor vi ved voksende hastigheder vil opleve, at man skal træde flere og flere watt for at øge farten.

Jeg har for nyligt kørt 350watt i en 20min FTP-test. Op til Aalborg kørte jeg 325watt. Target bliver omkring 280watt i Malaga. Det holder jeg givetvis ikke, men hvis jeg bare holder 270watt, så vil det være rigtig rigtig godt.

Alt andet lige vil det betyde, at jeg kører 10-20watt stærkere end i Aalborg, og at jeg dermed kører 2.30-5.00 hurtigere end i Aalborg. Derudover kommer effekten af ny cykel, og her skulle det ikke undre mig, at jeg faktisk får optil 10watt foræret – alene de keramiske kuglelejer skulle give mellem 5-7watt (både pulleyhjul og krankboks).

Mit forecast på en bikeplit i Malaga bliver således (på ny cykel):

@260watt kører 2.15
@270watt kører 2.12
@280watt kører 2.10
@290watt kører 2.08.30
@300watt kører 2.07.30

Bikesplits fra Aalborg kan ses her.

Hvis jeg således kører 270watt vil det være sindsygt godt. Jeg kører pt 3timer om ugen, mens jeg optil Aalborg kørte 10timer om ugen. Der er med andre ord meget meget mere at komme efter, når vi til sommer igen kommer op omkring 10 cykeltimer på ugebasis.

Vi nærmer os april, og foråret burde være over os. Men på trods af vejret, så går TEAM IRUNMEN en spændende periode i møde. Selvom det for teamet efterhånden er blevet til flere liter chilimayo fra Halifax, så melder teamet om storform. Mens Oksen fra Kødbyen aka Pressechefen er taget til de tyske alper for at rådgive sine tyske überbikere Kienle og Stadler, så hoppede wattmonsteret business class til Mallorca, hvor han er hyret til at agere scooter for TTC-drengene. Pressechefen er ved godt mod og melder om fornuftige polske kvalitetsoplevelser, mens Kuponen er mere tilbageholdende, men dog hylder sin nye Venge, som skulle være ’dirty fast’.

Teamets bud på en Batavus aka Andenkøreren har imidlertid sat gang i dieselmotoren og drevet til Aarhus for at erobre medaljer til DM i 10km-landevejsløb. Christians lagerdepoter kommer for alvor under pres efter en uge med halsbetændelse, men Andenkøreren er normalvis bedst i modgang, og personlige meldinger går da også på okay bentøj og udlægspace omkring 3.24.

Førstekøreren skifter den danske forårssne ud med middelhavet og drager til Malaga for at bide skeer med latineuropæerne. Chefkøreren har fået sin vandcykel og får for alvor chancen for at teste sine proklamerede überbiker-kvaliteter. Meldingerne herfra er dog mindre optimistiske og går på et brandvarmt lokum, da han en uges tid har siddet mere på tønden end på cyklen – rygtet løber således om en trimmet, men afkræftet Førstekører.

Det bliver ikke mindre spændende, at racet formentlig også kommer til at ligge rammere for min første rigtige tur på vandcyklen (laver alt træning på turboen, så længe det er under 10grader).

Vi snakker om en pæn opgradering. Vindtunnel-tests viser (tjek link), at vandcyklen (SHIV’en) uden sammenligning er den hurtigste cykel i sidevind og blandt toppen i med- og modvind. Testene viser, at drag’en reduceres med omkring 10pct i med- og modvind, mens den reduceres med knap 40pct i sidevind ift FELT’en – altså en ret markant aerodynamisk forbedring.

Man skal dog huske på, at cyklen typisk kun tæller for en fjerdedel af den samlede drag. Men ikke desto mindre stadig en markant forbedring eftersom luftmodstanden tæller 80pct af den samlede modstand ved cykling. Rent teoretisk snakker vi op til 1,5km/t, mens det halve nok vil være mere realistisk.

Og så kommer de keramiske lejer oveni – både pulleys og krank – som ydermere (rent teoretisk) skulle give omkring 0,5 km/t. Afsluttende har jeg endelig fået erstattet mit disccover med et rigtigt pladehjul!

Det her er teori, snak og tal – virkeligheden er ofte en anden..

Her ligger Hardern

Nåh, men til sagen:

Hvis vi starter med fugleperspektivet, så er Team Irunmen jo i bund og grund blot en samling amatører. Jeg mener at måden man måler amatører i en sport som denne, må være på ratioen af udgifter til sporten man betaler selv. Hvis vi definerer A som udgifter fra egen lomme divideret med fuldpris på alt det udstyr man skaffer/får i løbet af et år, så ser vi et en ren amatør, er en der betaler fuldpris for alt og samtidig betaler alt selv. Team Irunmen scorer ikke helt 1 på denne skala, men det er nok over 0,8. Ægte pro’er har en score på 0 (eller negativ).

Ok, det var endnu et sidespring… Som amatører må vi givet vis ernære os selv på andre måder end via sponsorer. Tre af holdets fire medlemmer har valgt at gå på den mest elskede overførselsindkomst blandt dem der elsker at hade overførselsindkomster, nemlig SU. Heriblandt undertegnede.

Jeg plejer at sige, at jeg kunne have læst tusind forskellige uddannelser, og være blevet glad for det. Jeg ville overordnet set også været blevet glad for at læse på CBS eller medicin, det gjaldt for mig om at finde det studie jeg tror kunne give mig de fleste muligheder. På samme måde tror jeg heller ikke på “den eneste ene”. Jeg tror der er (mange) mulige partnere som man vil kunne blive glad for (og leve lykkeligt med). Det handler alt sammen om graden af kompatibilitet. Det er virkelig ikke en særlig romantisk tanke, men jeg er nok ikke verdens største romantiker, og det er nok også derfor mit valg endte på økonomi studiet på Københavns Universitet.

Økonomisk Institut betragtes nok ikke som et sted, der arbejder for at udklække “hele” mennesker. I det hele taget mangler der i den grad “dannelses-delen” på Københavns Universitet anno 2013, men jeg har alligevel formået at få en hel masse med i bagagen undervejs. En stor del af min bagage skyldes dog også mine omveje, og det leder os tilbage til sagens kerne: München (kære læser, jeg beklager virkelig de mange omveje).

Jeg er taget til München, den Bayeriske Hovedstad, i fem måneder for at få min arbejdsdragt på… og liiiiige nå at hive de sidste par søde frugter af ungdomslivets træ, inden det bliver til arbejdslivets 9-17-træ.

München er altså stedet hvor jeg, for første gang siden andet år på bacheloren, har tænkt mig at score mere end 30 ECTS på ét semester (og så er München også gavnlig for sportslige karriereavancementer jvf. Andy Schlecks seneste udskejelser). Derfor er det måske ikke helt skidt, at de søde mennesker på Studentenwerk München valgte at placere mig i forstaden Hadern, der nok bedst kan beskrives som Münchens Lyngby. Her er masser af natur inden for få hundrede meter af mit kollegieværelse, og byens Hipster-fælder skal man cykle 8-10 km efter. Nu skal det dog nævnes, at München geografisk set spreder sig lidt bredere end KBH. Hadern er således udstyret med metro, og i det offentlige transports zonesystem, er det zone 1 (indre by), ud af i alt 4 zoner/ringe.

Det var altså lidt et dilemma, da jeg så blev tilbudt et (ret dyrt) værelse inde i centrum. Ja eller nej? Forstadskonge eller centrum-hipster? Well, jeg valgte forstaden. Jeg tror det er mere gavnligt for min arbejdsdisciplin – både den akademiske og den sportslige… Og så er jeg sku faldet til! (Er jeg blevet gammel og kedelig?)

Blomster. Hvordan holder man dem i live? Skal de bare have vand?

Jeg har efterhånden fået købt vaskepulver, og fået prøvet de forskellige kager i supermarkedet. Jeg har sågar købt blomster (som dog næsten allerede er visnet)…! Så det der første aften virkede som en skoldet fængselscelle i forstaden, er efterhånden blevet et hjem, jeg glæder mig til at komme hjem til.

Pt. går dagene med et sprogkursus og først i april starter det egentlige arbejde. Det har været nogle relativt stille uger på træningsfronten, men jeg får løbet og svømmet en del – og så er der minimum 150 transport km om ugen. Jeg glæder mig i det hele taget til at få min tyske arbejdshest på, og I skal nok blive opdateret, når det sker!

Servus!

En liter øl – Pressechefen er taget til Bayeren

Nr. 1: Ingen salt på vejene (men lidt grus) gør løb i frost grader til noget andet, end det det er derhjemme. Men det går.

Nr. 2: Masser af cykelstier, men ikke så mange cyklister, der bruger dem.

Nr. 3: Cykelstier bruges mest til at lufte hunde, hvorefter Pressechefen så kan køre dem ned. “Der Hund ist tot”…

Nr. 4: Tyskere er lige så gode til vigepligt i svømmehal, som på “die Autobahn”. Det gør myldretidssvømning til en lidt sjovere ting end i Øbro-hallen (hvor folk generelt er snot-dumme), men stadig ret nedern.

Nr. 5: Kan man tage en svømmeklub seriøst, når den hedder “Wasser-freunde”? Eller skal man lede efter noget, der lyder lidt mere hardcore?

Nr. 6: Jeg bliver fuld af en liter øl.

Nr. 7: “Alles ist super”

Nr. 8: Hvor er jeres bundesliga-hår? Hallo? Jeg føler mig snydt!

Nr. 9: Man kan ikke svømme med elastiker uden en pullbouy, det ligner Titanic.

Nr. 10: En hel hylde med speedos i sportsforretningen… Ja tak!

Efter 3 måneder med benhård træning på turbotræneren er jeg ved at gå til – jeg er simpelthen blevet så indebrændt og spændt, og derfor er det ekstra fedt, at det er lykkedes mig at arrangere en tur til ICAN MALAGA-stævnet i begyndelsen af april.

Jeg har aldrig haft så meget base, som jeg har pt. Jeg har aldrig været så indebrændt, som jeg er pt. Det bliver pisse godt i Malaga.

Selvom vi stadig er meget tidligt i sæsonen, så tror jeg således på et fornuftigt race. Jeg har fået trænet stabilt og kontinuerligt gennem hele vinteren, og jeg har løbet 70pct mere end tidligere på ugebasis. Mine svømmesplit har aldrig været bedre, og jeg ligger omkring 20watt højere på cyklen i forhold til CC 2012.

Derudover ser det ud til, at jeg får lov at køre racet på en helt ny maskine (Jonas og ES sætter en Specialized SHIV op til mig).