TEAM IRUNMEN

Jeg kom hjem, og jeg trænede. Vinden var kold, og det blev jeg også hurtigt. Hoved, hals, krop, hænder, vel egentlig over det hele frøs jeg. Jeg stillede cyklen efter en halv time og skiftede til løbesko. Jeg supplerede med hue og vanter og havde egentlig samme outfit på, som før afrejsen til Singapore i januar (det var 18 grader!).

Løbeturen var ok. Jeg kunne holde varmen, og jeg nød den friske luft på skovstierne. Da jeg kom hjem, nød jeg det knap så meget. Jeg fik det nemlig rigtig skidt.

Tre dage senere var jeg frisk og på cyklen igen. Det blev til to timer med masser tøj, hue og vanter. Det var ok. Da jeg kom hjem, nød jeg det knap så meget. Jeg fik det nemlig rigtig skidt igen..

Formen haltede gevaldigt allerede inden, jeg tog afsked med Singapore. Siden røg jeg 4 dage på Bali uden træning. Siden ankom jeg til Danmark og blev syg, og det har jeg været lige siden.

Jeg vil så utroligt gerne køre DM Sprint, men jeg må nok erkende, at racet hænger i en meget tynd tråd.

Måske er det et tegn om, at jeg skulle være blevet i Singapore…

Meget symbolsk så lykkedes det endelig på sidstedagen af mit ophold i Singapore at få det maksimale ud af mit potentiale! Formen hænger, og jeg havde derfor ingen forventninger til mig selv. Jeg havde derfor også besluttet at køre udelukkende efter fornemmelsen, og det gik godt. Jeg kørte klogt idag, og jeg er stolt af, at det endelig lykkedes mig at køre et fornuftigt race.

Selvom jeg ‘nok’ var den stærkeste idag, så blev jeg kun 3′er og efterfølgende endda disket, fordi jeg kører i en andens navn, Wei Liang Justin Lee, hvilket i øvrigt må have set mærkeligt ud, da de råbte mit navn ved målstregen.

Da jeg var nået halvvejs ud til stævnepladsen med taxaen, kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt mine cykelsko. Det skulle præge mit race. Tilbage med taxaen og atter tilbage mod stævnepladsen. Udover at taxaen blev pænt pebret, så ankom jeg også først til stævnepladsen 10 min før start, så det var ret hektisk! Så stressende, at det faktisk lykkedes mig at tage min tri-top omvendt på. Og for at det ikke skal være løgn, så lykkedes det mig lige nøjagtigt at komme til startstregen 10 sek. før startbraget med sveden haglende ned af mig..

Jeg havde derfor heller ikke tid til at tjekke mit udstyr, og det betød, at mine bremser klodsede, da jeg kom ud på cyklen, og jeg bliver nødt til at hoppe af cyklen for at fikse det. Ydermere smider jeg et minut i T2, fordi jeg løber den forkerte vej (rigtige retning) ud af skiftezonen og bliver sendt tilbage (det var totalt ulogisk).

Og eftersom jeg kun ender med at tabe med et minut til vinderen, så føler jeg selv, at jeg var den stærkeste idag. På trods af mit uheld med bremserne, så har jeg klart bedste cykeltid. Jeg smider omkring et minut på løbet til min træningsmate, og det er absolut godkendt, og jeg havde generelt en svømning over forventning.

Jeg har dog stadig langt igen, hvis jeg vil i nærheden af top 15 til DM Sprint..

Resultater fra dagens race kan findes på følgende link (bibnr: 1456):

http://www.bluechipresults.com.au/Results.aspx?CId=11&RId=6060&EId=1

Mit ophold i Singapore nærmer sig sin ende, og det bliver med blandede følelser, jeg lander i København på fredag om en uge. Det har været en oplevelse og i den grad en kæmpe udfordring at være triathlet i Singapore. Det har været lækkert at kunne løbe i bar overkrop, det har været lækkert at kunne svømme udendørs, og det har været lækkert ikke at skulle køre alle vinterturene på hometraineren. Men det har omvendt også været ganske forfærdeligt at køre races herovre.

Det er simpelthen for varmt; I hvert fald for mig. Jeg sveder mere end alle mine medstuderende til sammen, og det er mit indtryk, at jeg bare ikke er bygget til varmen.

Jeg er således træt af ikke at kunne sove om natten pga varmen. Jeg er træt af at vågne op fuldstændig dehydreret. Jeg er træt af, at alle mine offbikes er all-out uanset intensitet . Temperaturen er gennemsnitligt steget med to grader siden januar, og det kan mærkes i poolen, hvor vandet er blevet så varmt, at jeg ikke længere kan gennemføre mine serier.

Men sikkert er det, at jeg kommer til at savne mine træningskammerater fra TEAM NUS, og at jeg kommer til at savne aldrig at have behov for at tjekke vejrudsigten. Livet er bare lettere, når det er varmt.

På søndag giver jeg det en sidste chance. Jeg kører således mit sidste race i Singapore. Det bliver en sprint, og selvom mit løb seriøst hænger, fordi jeg netop er kommet tilbage efter 5 ugers løbepause, så glæder jeg mig. Mine forventninger er ikke høje, men jeg er sikker på, at det nok skal blive sjovt..

Vinter-sæsonen er slut, dvs. ikke mere USG-træning mandag aften kl 21:00-22:15 og deraf følgende døgnrytme om tirsdagen (og onsdagen (og torsdagen (og…))). Nu skriver vi maj, og jeg skal prøve det som alle triatleter snakker om: morgentræning.

Nogen har en gang sagt noget om at klare “det vigtigste først”, og da projekt-jernmand nok næsten er det vigtigste i mit liv for tiden, giver det mening at prioritere den daglige træning som det første. Desuden er eftermiddage/aftener oftest der sociale aktiviter foregår, så hvis ikke jeg skal blive helt Robinson Crusoe, er det meget rart at have de fleste aftener fri.

Onsdag d. 2. maj var så dagen hvor den nye rytme skulle prøves. 6:00 ringede uret og en morgenmad bestående af to store kartofler, to æg og en kop kaffe røg indenbords. 6:30 sad jeg på cyklen og de næste godt 2 timer fulgte en skøn tur på Kalvebod Fælled – i et helt nyt lys (jeg havde jo aldrig før set det, med solen i øst).

Efter dagens intervaller, blev der tid til lidt billeder:

Køer på Kalvebod fælled, Avedøre-værket i baggrunden

Morgen over 8-tallet - Bjarke Ingels bygger fremtidens ghettoer

Serengeti? Nej, Amager.

I dag blev jeg stærkt overrasket, da jeg trådte in på pool-området. Ud over et par skandinavere, der lå og tan’ede, så var poolen nemlig tom!

Det er super lækkert at svømme udendørs – bare ikke når vandet er for varmt. I dag prøvede jeg at svømme Aleksandar’s intervaller, men måtte opgive. Jeg var simpelthen ved at dø af varme. Da jeg startede mit ophold var vandet virkelig varmt, omkring 29 grader. De lokale rystede dog stadig af kulde – ligesom vi danskere ryster i Bellahøj. I dag er vandet to grader varmere, omkring 31 grader (pga. årstiden). De lokale har det tilpas, og jeg sveder.

Så måske jeg bare var den eneste, der var dum nok til at prøve at svømme på døgnets varmeste tidspunkt..

Søndag løb jeg BT kvartmarathon – dvs. 10,5 km – og formålet var at få et lille motivationsløft i form af et (forhåbentligt) forbedret resultat.

Ikke BT-kvart, men det seneste billede jeg havde liggende... Tak til Dolfi

Med en officiel 10 km tid på 42:54 blev formålet opfyldt. Ny PR. Men holddaop hvor morede jeg mig ikke den sidste kilometer. Jeg har tilsyneladende fået et problem med sidestik / kramper i mellemgulvet og de ramte i stor stil lige ved kilometer 9 – og herfra var det så bare en kamp. Op til da havde jeg holdt ca. 4:17 – efter km 9 gik jeg til 4:30.

Jeg må konstatere at 10-km all-out aldrig bliver let – det går bare lidt hurtigere. Faktisk er det modbydeligt. Jeg lå med en snit puls på 187 – min max er ca. 205 – så jeg var godt stegt.

Det hjalp dog med et lille stævne – det tænder sulten. Jeg er endnu ikke helt tilfreds med mine tider – det bliver man vel aldrig. Jeg har stadig som mål at komme under de magiske 40 minutter på 10′eren inden vi skriver 2013. Det skal sammenlignes med at jeg afsluttede 2011 med en 10′er på 46:03 – så jeg er godt og vel halvvejs.

Slut marts og start april var jeg ved at gå lidt død i det hele: både træning, hverdag og alt. Det regnede hele tiden uden for, og jeg fik en masse arbejde, der skulle ordnes… og også lidt på studiet. Jeg begyndte at tvivle på om jeg havde taget munden for fuld, men tror egentlig bare jeg ikke har været strukturet nok omkring min hverdag. Lysten er i alt fald 100% tilbage efter i søndags! (Dog har jeg formået at redde mig en lille halbetændelse, så lige nu sidder jeg og træner bicep-curls med suppeskeen)

Nu skal vi se om maj ikke kan byde på noget mere solskin og noget mere energi – og ikke mere sygdom!

Som de fleste ved, så præsterede jeg på imponerende vis at tabe mit præmietrofæ fra 70.3 Singapore på min fod. Trofæet var af massivt glas, og resultatet var en ødelagt fod, blod alle vegne og efterfølgende 5 sting; Så dumt, at det næsten var fortjent!

De 5 sting betød 19 dage med absolut ro – og nej jeg kunne heller ikke svømme. Det har været et helvede, men det har også været en mærkelig periode, hvor jeg både har følt mig HYPER aktiv, tangerende til damp, og været frustreret på samme tid. Samtidig har jeg slet ikke haft nogen appetit, og blandt mine medstuderende begyndte der faktisk, at skelnes mellem den ’nye’ og den ’gamle’ Kasper.

Men nu er jeg back on track med 9 træningspas på 4 dage, min appetit er tilbage, og jeg falder igen i søvn til forelæsningerne. Det er skide godt!

På Itriathlon.dk kan man læse, at jeg aldrig træner langdistance, men at jeg elsker at køre ironman. Jeg elsker at træne med høj intensitet, og jeg har en forfærdelig testoron-præget og umoden tilgang til træning, som siger, at alt træning med lav intensitet er mere eller mindre tidsspild.

Jeg er således ikke god til at overholde dagens kloge ord fra min coach:

“Hård træning kræver også at man lytter til sin krop. Træning er ikke en konkurrence. Derfor er hård træning ikke en race effort. Du skal altid afslutte hård træning med en fornemmelse af at du kunne have gentaget et sidste interval eller have fortsat lidt endnu i en given intensitet.”

Det hører til reglen mere end undtagelsen, at jeg kan sige det efter træning. Jeg kører næsten altid all out, og specielt min cykeltræning køres helt til grænsen.

Til gengæld er jeg ligeglad med antallet af træningstimer, jeg omsætter i banken. Omvendt finder jeg det udfordrende at udvikle mig så meget som muligt med så få træningstimer som muligt. Derfor har jeg heller ikke noget problem med at tage en dag på sofaen, hvis jeg føler mig træt.

Jeg har uden tvivl rykket mig, siden jeg startede, men kunne jeg måske rykke mig endnu mere, hvis jeg begyndte at tænke mig om?

Team IRunmen har igen fået spalteplads på Itriathlon.dk. Denne gang svarer førstekøreren på spørgsmål omkring triathlon-livet i Singapore. Læs mere på følgende link:

http://www.itriathlon.dk/blog/triathlon-i-singapore-klimaet-er-pisse-fedt/

Mooloolaba er overstået, og det blev en hård omgang med op- og nedture. Målet om podiet i AG var langt fra at blive indfriet, men der er alligevel positive momenter.

AG 20-24

Synes faktisk at svømningen gik fint, jeg smider omkring 4min til de bedste svømmere, og det synes jeg faktisk er acceptabelt. De svømmer uhyggelig stærkt hernede, og når svømningen har så stor betydning er det ikke til min fordel. Men det er selvfølgelig ikke holdbart i længden altid at tabe så meget på svømningen, og det bliver der også arbejdet med

Jeg formår endnu engang at lave et dårligt T1 (begge skift er inkluderet i cykeltiden). Der bliver fumlet alt for meget med både hjelm og nr. bælte, og det kræver 3 forsøg at få hjelm på. Det er bare svært at gøre de simpleste ting, når pulsen er 180.

Cyklingen gik bedre end tiden indikerer. De første 15km er der medvind og jeg flyver af sted sammen med 2 andre i ud af motorvejen, og ved vendepunktet har jeg holdt et snit lige over 42. Da vi rammer modvinden begynder folk at drafte helt vandvittig. Jeg tager fronten og henter en del, og lige pludselig ligger vi 12 mand i en kæmpe gruppe, ikke noget med, at folk holder 7m, flere af dem sidder dissideret på hjul. Så kan de komme med deres pladehjul og 808, men de kan fandme ikke træde en blød hundelort i stykker om de så hopper på den. Dybt frustrerende, og jeg bliver lidt demotiveret af det og tempoet falder.

På et tidspunkt er jeg i gang med at overhale en stor flok, hvor en idiot trækker ud i modvinden og ikke kan overhale, og jeg kan ikke overhale ham da jeg så kommer i modsatte side af vejen, hvor folk kører i modsatte retning. I samme øjeblik kommer der en official og giver mig en penalty, fordi det ligner jeg drafter. Jeg brokker mig og diskuterer lidt med dommeren, men får at vide jeg skal 2min i penalty-box i T2, og jeg er selvfølgelig den eneste som får straf. Det er på sin vis fair nok jeg får en straf, for jeg lå for tæt, men det var ikke bevist, og når resten af gruppen slipper for straf er det frustrerende.

Jeg bliver rasende og trykker tilbage til T2 med fuld skrald med hele flokken på hjul (dommeren er jo væk) – tænkte jeg ligeså godt kunne give los, hvis jeg alligevel skal have 2min pause.

T2 går faktisk godt, kommer godt af cyklen og hurtigt i skoene. Jeg spænder derefter rundt i T2 og spørger 3 officials, hvor penalty-boxen er henne, men ingen ved det, og til sidst siger jeg bare skal løbe. Det går der alt for meget spild tid med! Lidt underlidt at give en straf, men så ikke skal afholde! Min reelle cykeltid har nok været omkring 1:01, hvilket er med træningshjul sammenlignet med andres top trimmede hjul, men jeg må slet ikke bruge så meget tid på skift og gøjl, det er simpelthen for dumt, og jeg må heller ikke give dommeren mulighed for at give mig en straf, igen for dumt.

Jeg burde have været omkring 1min hurtigere på løbet. Folk til træning som jeg normalt løber fra, løber hurtigere end mig på dagen, og det er jeg ikke tilfreds med. Følte aldrig rigtig jeg nåede at få en ordentlig rytme på løbet som jeg gjorde til 10km race, fik både sidestik og mavekramper. Det var varmt, men ikke Singapore varmt. Pulsen var hvor den skulle være og jeg var virkelig presset, men der kom bare aldrig et ordentligt flow og god fornemmelse. Tiden er dog ikke helt ude at skide og ruten var halvhård, men jeg er ikke helt tilfreds, og føler at potentialet/formen på løbet er til mere end, hvad tiden viser. Men det kan jo også være jeg har lidt for høje tanker om mig selv

Næste udfordring bliver OL-distance i Sydney d. 15. april, og 9 ud af 10 af top 10 fra AG er på startlisten dér, meget sjovt at man får mulighed for at teste sig selv endnu en gang mod den samme flok.